Hypnose har eksisteret ligeså længe som mennesket

Hypnosens historie

Hypnose er en tilstand, der opstår naturligt, og allerede gamle indere, ægyptere og grækere kendte og brugte denne tilstand til at helbrede fysiske og psykiske problemer, når de opstod.

Franz Anton Mesmers teorier

Hypnose har gennem tiden været kendt og fremkaldt på forskellige måder. En af de foregangsmænd, som ofte nævnes i forbindelse med hypnose, er den tyske læge Franz Anton Mesmer (1734-1815). Mesmer havde nogle teorier om, hvordan mennesker og universet var forbundet via en magnetisk substans, som han kaldte animalsk magnetisme. Han mente, at hvis en person havde ubalance i den animalske magnetisme, ville der opstå sygdomme, og at det via magneter så var muligt at genoprette personens balance.

På et tidspunkt opdagede han dog, at magneternes betydning kun var sekundær, mens den vigtigste kilde til patienternes helbredelse lå hos den, der brugte magneterne. For at gøre helbredelsen mulig, måtte han først etablere en forbindelse til patienten, dvs. indstille sig på patientens bølgelængde, og holde patientens fokus på, at "magneterne virkede"! Mesmer havde så meget succes med sine behandlinger, at kongen på et tidspunkt nedsatte en kommission for at finde ud af, om animalsk magnetisme var at finde i mennesket. Denne substans fandt man ikke, og som følge deraf blev Mesmers terapeutiske effekt betragtet som ren "indbildningskraft" fra patientens side, hvilket ikke var acceptabelt i videnskabelige kredse. Læg mærke til, at i vores moderne forstand er "indbildningskraft" nemlig tankens kraft, som hypnose i virkeligheden er.

Mesmerisme

Da den magnetiske substans var kommet i miskredit, blev den videreført i en ny form kaldet mesmerisme. Denne tilstands ophavsmand var en af Mesmers elever, nemlig franskmanden Puységur (1751-1825). Han opdagede, ved at behandle patienter efter Mesmers metoder, at patienterne faldt i en mærkelig søvnlignende tilstand, og i denne tilstand syntes patienterne at være mere vågne og opmærksomme end i deres normale vågne tilstand. Endvidere kunne patienten tale højt, besvare spørgsmål og vise en langt bedre hukommelse end vedkommende ville have gjort i normal vågen tilstand. (Puységur oplevede, at nogle af hans patienter til tider selv var i stand til at stille deres egne sygdomsdiagnoser, forudse sygdommens forløb og udvikling samt foreskrive en behandling).

Gennem årerne blev Puységur mere og mere overbevist om, at det var en kraft i hypnotisøren og hans vilje til at bruge denne kraft, og ikke en mystisk magnetisk væske, som var den egentlige virksomme faktor ved hypnosen. Denne psykologiske forklaringsmodel var langt mere acceptabel for samtiden.

I dag ved vi, at det er klientens egen ubevidste sindsevne, som skaber den specielle tilstand.

Navnet hypnose
Navnet hypnose stammer fra en engelsk læges forskning i tilstanden, som han har beskrevet i sin bog. Denne læge, James Braid, brugte i 1843 den græske Guds navn Hypnosis (Søvnens gud) som navn for sindstilstanden.